Løndag drog jeg og min navnesøster Kristine fra HMTBK til Eksjö for at køre søndagens 3. afdeling af den svenske Långloppscupen.
Jeg var ret nervøs, for i løbet af ugen havde jeg med god hjælp fra Aimhigh og Rune Larsen trænet mig selv næsten helt i bund og jeg var usikker på om jeg havde kræfter nok til at forsvare min sejr i Ränneslättsturen 2009 og 2008. Det skulle også vise sig at de svenske piger var superstærke og vi kørte 60km sammen inden jeg blev alene tilbage i spidsen.
Banan er altså helt utrolig sjov med masser af tekniske passager: rødder, sten, heller (store glatte klippeblokke), blåbærkrat mm bundet sammen af grusvej, græsmark og en lillebitte smule asfalt. Vejret var fantastisk! 28grader og sol, sol, sol; det var næsten Cape Epic og Sydafrika om igen. Jeg valgte at nyde det, men eftersom jeg havde en rigtig god vandlanger (Kristian fra Biketoyz), så var varmen heller ikke et problem for mig.
Vi overnattede på et idyllisk hotel i den gamle bydel, hvor alle huse er lavet af træ og malet i den karakteristiske svenske farve: Falun-rød. Løbet startede først kl 11, så der var god tid til lang morgenmad og avislæsning i morgensolen på terrassen.
Næste afdeling af Långloppscupen er allerede på søndag. Så går det løs i Rättvik og jeg glæder mig; især til den is jeg skal have efter løbet. Næstefter Hansens Flødeis kommer Rättviks Glass!









