Varm, træt og glad i mål (Foto: Jörgen Wåger)
Søndag havde jeg taget den lange tur til Siljansøen i Dalarna, Sverige for at køre Mörksuggajekten for tredje gang. Det endte med en fin sejr, men det var på et hængende hår!
Jeg ankom med toget til Rättvik lørdag eftermiddag og blev installeret på Stiftsgården, et sted for konfirmander, pensionister og andre gæster som kan lide at bo i rolige, lidt højtidelige omgivelser. Jeg havde overnattet der i 2008 også og det er faktisk et supergodt sted at lade op til løb.
Min ekskæreste Clas havde lovet at lange vand og energi og det er jeg meget taknemmelig for, da solen skinnede rigtig dejligt meget og temperaturen allerede inden vi startede kl 10 var oppe på 22 grader!
Løbet starter op ad en næsten 200hm lang bakke, men ellers er der bare mindre stigninger, lynhurtige grusveje med smukke udsigter og små, snoede, kuperede tekniske stier en masse! Løbet går for at være et af Sveriges smukkeste og i godt vejr, synes jeg det er sandt.
I øvrigt er det bare fedt at køre løb i Sverige, fordi der er mange tilskuere som hepper, mange deltagere som gør hele oplevelsen større og bannere, speaker og musik i målområdet og nogle gange også ude på banen ved spurtpriserne. Det er som om at det er mere almindeligt at tage ud og kigge på MTB- og sikkert også andre idrætsarrangementer i Sverige. Eksempelvis kom også hele Clas’ familie og heppede flere steder langs ruten og det er altså ret motiverende.
Jeg styrtede halvt inde i løbet og blev åbenbart overhalet af en pige, Martina. Først 15km inden mål blev jeg klar over det og satte en jagt ind for at hente hende. De sidste 10 km kørte vi sammen og for mit vedkommende med verdens højeste puls! Det var virkelig hektisk, nærmest Dust Cup-agtigt henover stier og op og ned af småstigninger. Martina har en gang før slået mig i en spurt, så jeg ville helst have et hul inden opløbsstrækningen som bestod af en runde på et lille, græsdækket vinteridrætsstadion. Inden løbet havde jeg kørt stykket, fordi jeg vidste at risikoen for spurtopgør fandtes. Runden havde både to små stigninger og et snævert sving, hvor man helst skulle ind forrest; hvilket jeg opnåede. Spurten udeblev dog og jeg fik en hul uden at gøre noget ekstra. Tak for det, shit jeg var tømt i mål.
Inde på opløbsstrækningen (Foto: Jörgen Wågen)
Nu er der bare to afdelinger af Långloppscupen tilbage; det er Finnmarksturen på 112km (Ludvika) og Bockstensturen på 105km (Varberg) og jeg kan sige at jeg glæder mig til dem begge og kan kun anbefale dem. I Varberg findes også en kortere variant, hvis de 105km afskrækker.
