H12 med Hansens Flødeis

11. maj 2011. Skrevet af Kristine

Mix-podiet: Team Hareskoven-Hansens Flødeis-HMTBK (Foto: Bo Skakke)

I lørdags holdt Hustlerne et 12-timers MTB-løb ved Isterød Højskole ved Hørsholm. Jeg var med for første gang, mens mit hold Hansens Flødeis var med for anden gang. Vi havde to herrehold og et mix-hold bestående af mig samt tre hurtige nordmænd.

Vejret var helt fantastisk med sol, varme og blå himmel hele dagen. Banen var næsten ligeså fantastisk; rigtig sjove singletracks, næsten ikke bakker og tilskuere både langs banen og i målområden. Eneste lille minus var at det var meget svært at overhale (og sikkert også at blive overhalet). Ellers var set up’et superlækkert med musik, expo-område, lækker forplejning og fed stemning.

Anna-Sofie var med som hepper (Foto: Bo Skakke)

I Hansens Flødeis-lejren var humøret også højt og vi var dagen igennem velsignede med en stor skare af dedikerede heppere og støtter, som bestod primært af koner, kærester, børn og andre dejlige familiemedlemmer. De fik is og vi fik stjernestatus. Og nogle fik til sidst lidt ondt i ørene, fordi den schweiziske koklokke blev svinget til den store guldmedalje.

Vores herrehold endte på en flot 25. og 39. plads, hvor det lige skal tilføjes at det ene hold kun havde tre ryttere. Stor respekt! Mit mix-hold var ramt af både styrt, hjernerystelse og feber (og en lillebitte smule dårligt humør) og det til trods, så trak vi det længste strå i en lang og meget spændende kamp mod Team Hareskoven Mix 1 Stor respekt!

Skriv en kommentar