I mål efter første etape i Cordoba
Nu er det efterhånden to uger siden jeg kom hjem fra Spanien; alle ømme muskler føles stærke igen, de blå mærker er næsten forsvundet og lysten til at kører sig selv i smadder er vendt tilbage! Skolearbejdet -diktater, læseprøver, fransk afleveringer og stile som havde hobet sig op mens jeg var væk, er rettet og leveret tilbage til glade, overraskede og skuffede elever. Og der er tid til refleksion over sæsonens første etapeløb.
I løbet af de seks etaper kørte vi nærmest i alle slags terræn. De første dage var præget af mindre klatringer på stenede og teknisk svære stier og “fire roads”, afløst af åbne komarker og olivenplantager, bugtende og svingende stier i tæt buskads, større og mindre vandløb som skulle forceres samt fede, udfordrende nedkørsler -enten stejle eller stenede. Underlaget var oftest meget tørt og forhjulet skred let ud i det løse, fine grus. Senere i løbet -dagene omkring Jaen- blev både stigningerne og nedkørslerne længere. Klatringerne blev tekniskt enklere -ofte på asfalt eller grus, mens nedkørslerne blev smallere: stenede vandrestier med snævre hårnålesving, drops og større sten, fantastisk panoramaudsigt og optimal køreglæde. Etapen fra Cordoba til Jaen var løbets længste (118 km) og foregik primært på en nedlagt jernbane, som bugtede sig gennem landskabet med små stigninger, jernpæle midt i vejen, som man skulle vogte sig for og mere eller mindre nærværende modvind. På alle de over 60 km sad jeg -klistret til Sallys hjul- med en ambivalent følelse af kedsomhed og lettelse over at det ikke var helt ulidelig hårdt. Sally gav i den grad gas og at holde hendes hjul var en præstation mange mænd ikke orkede. Etapens slutning var en længere stigning på letkørt grusvej efterfulgt af en nedkørsel som var megasjov og ret udfordrende efter næste 5 timer på cyklen. Vi måtte huske hinanden på at tage det roligt, køre fornuft og sikkert og nyde udsigten i det åbne landskab med lave kratagtige buske og smukke gule blomster. Sidste nedkørsel var stejl som bare fanden og Sally nåede præcis at råbe: “Get of your bike, Kristine”, inden jeg kørte ud over. Det er ret nervepirrende at holde koncentrationen og sin linje med sådan en kommentar i baghovedet, og det var også med mere held end forstand at jeg kom ned i et stykke.
Vores samarbejde gik i øvrigt over al forventning. Sally Bigham er englænder og vi mødte hinanden første gang i 2009, hvor vi begge kørte vores første internationale maratonløb til Bikefestivallen i Riva. Begge havde vi i hvert fald nerverne udenpå, da hun først styrtede lige på hovedet på en stejl nedkørsel præcis foran mig og senere efter en hektisk jagt bogstavlig talt over stok og sten trak fra på en middelsvær asfaltstigning. Siden har vi begge kørt maraton- og etapeløb internationalt, men mens hun tidligere arbejdede ved siden af og jeg cyklede på fuld tid er rollerne nu byttet om og hun ankom til Spanien brun og stærk efter næsten 8 ugers træning på de Kanariske Øer. Heldigvis havde jeg noget mere etapeløbserfaring end hende. At være fysisk svagere, uerfaren og vintertung havde jeg nok ikke kunnet håndtere. Men vi var dygtige og ærlige til at fortælle om vores forskellige forcer og svagheder og ud over det, så er Sally enormt sjov og vi havde det virkelig skægt undervejs.
Humøret er højt -både makker og terræn er i topklasse
Løbets organisation var -især når man medregner at de først begyndte at planlægge løbet i november- god. Vi boede på to forskellige hoteller, hvor de havde arrangeret frokost- og aftensbuffet samt massage og expo-område. Man skal lige vænne sig til de spanske spisetider, som føles ret sene for en træt cykelrytter og den -sikkert også- spanske tradition for at aftale et mødetidspunkt og så først mødes en halvtimes tid senere. Flere morgener kørte vi lange neutraliserede starter, som gik rimelig fornuftigt uden styrt og kaos, men jeg savnede at få lov at køre min egen planlagte opvarmning. Vi var i den heldige situation at Sally havde sin kæreste Dave med og mens vi bare cyklede 5 hårde timer om dagen, så knoklede ham i ti. Han vaskede cykler, skiftede dæk, smurte kæder og kabler, hentede take away-mad og cola, langede flasker langs ruten og sørgede for at vores tøj kom på vaskeriet. Altid med et smil og en glad bemærkning. Det var virkelig luksus!
Vejret var meget fint. De første dage strålende solskin, blå himmel og op imod 20 grader. Derefter koldere, men stadig med blå himmel og sol. Femte etape startede 700 m.o.h. og på frysepunktet, men stadig i strålende sol, og det gør virkelig løbet til en helt suveræn oplevelse for os skandinaver, som er vant til overskyet og gråt vejr. Vi skal bare huske vores vintertøj og ikke blive snydt af det kolde solskin, for så kan etaperne blive en isnende ubehagelig oplevelse. Sidste etape startede lunt, men på vej op til 1300 m.o.h. mødte vi både regn, slud og sne og næsten 15 hold udgik denne dag, fordi det var for koldt at køre ned i mål.
Andalucia Bike Race tør jeg godt spå en fin og fremragende fremtid. Det ligger godt både for eliten og for motionister. Det er indenfor Europa, vejret er fint og sporene er helt suveræne. Det kan køres både som “hard core” etapeløb i fuld fart, hvis formen er til det, men ellers som en fed træningslejr, hvor der er nye lækre, sjove og udfordrende spor hver dag uden man skal have hverken GPS’en eller kortet frem.
