Kristine, Anna-Sofie, Udo og Silvio ved Gardasøen, Italien

 Efter 0tte etaper og otte sejre kunne Anna-Sofie og jeg lørdag eftermiddag køre over målstregen i Riva del Garda som vindere af dameklasse. Endnu en drøm blev opfyldt og både vi, holdet og CUBE Bikes var selvfølgelig rigtig glade.

De næste dage bliver ren afslapning og ferie, krydret med AS’s bryllup næste weekend og forhåbentligt en del mtb for sjov med forskellige venner.

Vi vender tilbage i løbet af ugen med anekdoter fra etapeløbet.

I mål efter 2 etape (Foto:Peter Musch)

Helt ærligt! Det her er bare for FEDT! Anna-Sofie er fantom-stærk og når hun ikke trækker mig på de flade stykker, så kører hun med mine flasker på sitgningerne, hvilke der jo er ret mange af. Og hun har virkelig fortjent at være stærk og vise at hun er stærk. Både fordi hun trænede for sindsygt hele efteråret; lange kolde ture sent om aftenen, når Thomas var kommet hjem og kunne passe baby-Karlo; hun holdt motivationen oppe for os begge på vores alle regnfulde og lidt mislykkede træningsture i foråret. Og ikke mindst fordi hendes præstation i EM (Montebelluna, Italien) slet ikke viste hvor stærk hun egentligt er.

Heldigvis er jeg stærk i slutningen af etaperne og det er sikkert meget godt for min selvtillidsfølelse! De sidste to dage har jeg været ret træt på dagens første stigninger, men sidst på dagen kører vi de tabte ind igen og det er fedt at flyve fordi de ret så stegte herrehold, som troede de endelig havde fået skovlen under os. Som et tyskt hold så fint udtrykte det: I ser ud som om I lider og kunne stå af når som helst hele tiden, både 5 minuter inde i løbet, halvvejs og 5 minuter før mål. Tak for den siger vi. Og kæmper videre!

Vores forspring til andenpladsen er temmelig stort; lige godt en time, men vi giver alligevel hvad vi har både på stigningerne og de flade stykker, der hvor vi tillader os den luksus at kører lidt langsomt er faktisk når det går nedad. Jeg ved ikke om vi er blevet gamle eller hvad, men modet svigter lidt og man tænker mere på i morgen og resten af livet.

Apropos i morgen, så vebter kongeetapen på 107km og 3400hm. Det glæder vi os til!

Sä er vores vigtigste löb i gang! To dage har vi kört og to sejre har vi formaaet at faa. Det er rigtig fedt. I ar er hele löbet knap 600km og 20.000hm fordelt paa otte dage. Her er hold fra hele verden og Danmark er faktisk repräsenteret med en del hold.
Paa CUBE’s facebook hjemmeside er der billeder af os og det er der ligeledes paa löbets hjemmeside og holdets: www.rothaus-cube.de

Nu närmer klokken sig 22 og jeg skal i seng ellers bliver Anna-Sofie sur.. nej det er vigtigt at vi hviler meget, saa vi har friske ben hver dag!

Varm, træt og glad i mål (Foto: Jörgen Wåger)

Søndag havde jeg taget den lange tur til Siljansøen i Dalarna, Sverige for at køre Mörksuggajekten for tredje gang. Det endte med en fin sejr, men det var på et hængende hår!

Jeg ankom med toget til Rättvik lørdag eftermiddag og blev installeret på Stiftsgården, et sted for konfirmander, pensionister og andre gæster som kan lide at bo i rolige, lidt højtidelige omgivelser. Jeg havde overnattet der i 2008 også og det er faktisk et supergodt sted at lade op til løb.

Min ekskæreste Clas havde lovet at lange vand og energi og det er jeg meget taknemmelig for, da solen skinnede rigtig dejligt meget og temperaturen allerede inden vi startede kl 10 var oppe på 22 grader!

Løbet starter op ad en næsten 200hm lang bakke, men ellers er der bare mindre stigninger, lynhurtige grusveje med smukke udsigter og små, snoede, kuperede tekniske stier en masse! Løbet går for at være et af Sveriges smukkeste og i godt vejr, synes jeg det er sandt.

I øvrigt er det bare fedt at køre løb i Sverige, fordi der er mange tilskuere som hepper, mange deltagere som gør hele oplevelsen større og bannere, speaker og musik i målområdet og nogle gange også ude på banen ved spurtpriserne. Det er som om at det er mere almindeligt at tage ud og kigge på MTB- og sikkert også andre idrætsarrangementer i Sverige. Eksempelvis kom også hele Clas’ familie og heppede flere steder langs ruten og det er altså ret motiverende.

Jeg styrtede halvt inde i løbet og blev åbenbart overhalet af en pige, Martina. Først 15km inden mål blev jeg klar over det og satte en jagt ind for at hente hende. De sidste 10 km kørte vi sammen og for mit vedkommende med verdens højeste puls! Det var virkelig hektisk, nærmest Dust Cup-agtigt henover stier og op og ned af småstigninger. Martina har en gang før slået mig i en spurt, så jeg ville helst have et hul inden opløbsstrækningen som bestod af en runde på et lille, græsdækket vinteridrætsstadion. Inden løbet havde jeg kørt stykket, fordi jeg vidste at risikoen for spurtopgør fandtes. Runden havde både to små stigninger og et snævert sving, hvor man helst skulle ind forrest; hvilket jeg opnåede. Spurten udeblev dog og jeg fik en hul uden at gøre noget ekstra. Tak for det, shit jeg var tømt i mål. 

Inde på opløbsstrækningen (Foto: Jörgen Wågen)

Nu er der bare to afdelinger af Långloppscupen tilbage; det er Finnmarksturen på 112km (Ludvika) og Bockstensturen på 105km (Varberg) og jeg kan sige at jeg glæder mig til dem begge og kan kun anbefale dem. I Varberg findes også en kortere variant, hvis de 105km afskrækker.

Matthias Wengelin og Kristine Nørgaard (Foto: www.ranneslattsturen.se)

Løndag drog jeg og min navnesøster Kristine fra HMTBK til Eksjö for at køre søndagens 3. afdeling af den svenske Långloppscupen.

Jeg var ret nervøs, for i løbet af ugen havde jeg med god hjælp fra Aimhigh og Rune Larsen trænet mig selv næsten helt i bund og jeg var usikker på om jeg havde kræfter nok til at forsvare min sejr i Ränneslättsturen 2009 og 2008. Det skulle også vise sig at de svenske piger var superstærke og vi kørte 60km sammen inden jeg blev alene tilbage i spidsen.

Banan er altså helt utrolig sjov med masser af tekniske passager: rødder, sten, heller (store glatte klippeblokke), blåbærkrat mm bundet sammen af grusvej, græsmark og en lillebitte smule asfalt. Vejret var fantastisk! 28grader og sol, sol, sol; det var næsten Cape Epic og Sydafrika om igen. Jeg valgte at nyde det, men eftersom jeg havde en rigtig god vandlanger (Kristian fra Biketoyz), så var varmen heller ikke et problem for mig.

Vi overnattede på et idyllisk hotel i den gamle bydel, hvor alle huse er lavet af træ og malet i den karakteristiske svenske farve: Falun-rød. Løbet startede først kl 11, så der var god tid til lang morgenmad og avislæsning i morgensolen på terrassen.

Næste afdeling af Långloppscupen er allerede på søndag. Så går det løs i Rättvik og jeg glæder mig; især til den is jeg skal have efter løbet. Næstefter Hansens Flødeis kommer Rättviks Glass!