Onsdag aften var der løb på det hvide spor syd fro Roskilde og det var vildt fedt! Banen var meget, meget teknisk og rigtig, rigtig sjov! Rødder, rødder og flere rødder samtidigt som det gik over stok og sten, fordi jeg gerne ille følges med Anna-Sofie og hun er lidt hurtigere end mig. Heldigvis ville hun også gerne følges, så når jeg var præcis lige ved at krepere, så ventede hun og jeg kunne igen lægge mig på hjul. Hvilken lykke det er at følges; at presse og opmuntre hinanden og dele oplevelsen bagefter.

Podiet i Willingen: Sally Bigham, Kristine Nørgaard, Katrin Schwing (Foto:www.bike-festival.de)

I denne weekend er der igen Bikefestival og det foregår i Willingen, Tyskland. I forbindelse med festivalen blev anden afdeling af Rocky Mountain Maraton Serie afholdt; der fandtes tre distancer 55km, 95km og 116km. Den lange distance var UCI-løb og gjaldt for danske ryttere som kvalificerende til VM i maraton (8. august i St. Wendel, Tyskland). Derfor var der flere danske herrer til stede fx min HMTBK-klubkammerat Jens Gorm, som kørte en sindssygt flot 6. plads hjem kun 19 minutter efter verdensmesteren Alban Lakata.

Selv kørte jeg den 95km lange bane og selvom jeg var træt hele vejen, så var de andre mere trætte og jeg endte med at vinde foran Sally Bigham, Katrin Schwing og Danielle Troesch. En dejlig overraskelse!

Sidste etappe: Sonthofen-Bregenz (Foto: Peter Musch)

Lad mig begynde med slutningen, og således starte positivt. Alt klappede på sidste etappe. I hvert fald for mig. Jeg lykkedes at hente Anna-Sofie efter et par kilometer og intet er bedre end at få lov at følges med hende. Dette løb har virkelig understreget hvilken social rytter jeg er og hvor meget det betyder for min motivation og styrke at følges med nogen. Ud over Anna-Sofie fik jeg følgeskab af forskellige klubkammerater fra HMTBK, især Søren Fætter, Thor og Morten Wad som alle gav hvad de havde for at støtte os Det var utrolig fedt. Derudover viste vejret sig for første gang under løbet fra sin bedste side, sol og varmegrader gav mulighed for bare arme og ben samt slippe for skoovertræk. Eneste lille hage var at en stor del af feltet kørte forkert og vi spildte derfor ca 12 minutter og kom i mål som nummer 8 og 9 eller noget i den retning. For det samlede resultat gjorde det dog ikke noget, da mange andre hurtige damer også var kommet på afveje.

Anna-Sofie kæmper sig opad (Foto: Peter Musch)

Anna-Sofie var under hele løbet stærk som bare pokker. At hun blev mor sidste sommer har bare gjort hende stærkere og stærkere og allerede til Cape Epic i marts viste det sig at hun er kommet stærkest ud af vintertræningen. Indrømmet er det lidt svært at acceptere selvom jeg selvfølgelig ønsker hende alt det bedste. Helst vil jeg jo ikke forsinke hende, når vi skal køre Trans Alp om en god måneds tid. Det var sådanne tanker som gjorde dette års Trans Gernamy hårdt og nedslående for mig. Oprindeligt skulle Trans Germany være et træningsløb for os begge, men jeg var nok mere slidt efter to ugers -for mig- rimelig hård træning op til løbet. Aldrig tidligere har jeg kørt et etappeløb udelukkende som træning og heller ikke i så stærkt et damefelt.

Milena og Anna-Sofie efter anden etappe: Lermoos-Pfronten (Foto: Peter Musch)

Min Trans Alp 2009-makker Milena Landtwing var også med og hun forsvarede sin 3. plads fra 2009. Hun og Anna-Sofie kørte sammen flere dage, hvilket selvfølgelig gjorde mig vildt misundelig. Det dårlige vejr kunne selv de to dog ikke køre fra! Anden etappe (på billedet) var rigtig kold, mit Polar-ur viste en gennemsnitstemperatur på 8 grader, og det var en grad varmere end første etappe. På anden etappe havde vi dog klædt os mere fornuftigt på end på første og derfor oplevedes kulden og regnen ikke så slem. Det var skoovertræk, buff, vinterundertrøje, lange ben, vindjakke og vinterhandsker i JUNI. Hele Europa havde fint vejr foruden Sydtyskland. Det utrolige med mountainbike er at allerede efter en dag med nogenlunde vejr, ja så er elendigheden jo glemt!

Ruten var på forhånd kendt og der var masser af asfalt, underløbet føltes det heldigvis ikke kedeligt, måske pga af vejret var asfalt fint nok at køre på. Flere steder var vejene oversvømmede og man kørte gennem kæmpe vandpøle, hvilket gav indtryk af adventure og ikke landevejsræs.

Løbet var vores første løb i fuldt Rothaus-Cube MTB-Team regi og det gik godt og gnidningsfrit både med sproget og alt andet. Det er virkelig fedt at være på holdet og spare med andre kvindelige langdistanceryttere. Vi har fuld mekaniker-, massage- og flaskelangerhjælp og i øvrigt en masse sjov.

I dag var der XC-løb i Holstebro og takket være HMTBK-kammeraterne Jens Gorm og Henrik Andersen samt Deutsche Bahn kunne vi deltage. Vi tog toget i går kl. 14.55 fra Bregenz ca. 1½ time efter vi kom i mål efter Trans Germany’s sidste etappe. Derefter nattog fra München til Kolding og bil resten af vejen til en super fed omgang Shimanoliga. Banen i Holstebro var rent singletracks, masser af rødder og højdemeter samt fedt publikum. Hele setup’et var super og jeg havde desuden GUDE-ben. Om det var Annikas tøj (jeg har ikke fået mit eget nye HMTBK-tøj endnu), de fire maratonløb i Tyskland eller de fire Xenofit-gel som jeg spiste under de 1 time og 40 minuter som løbet tog ved jeg ikke. Anna-Sofie var superdeluxe vandlanger, det hjalp sikkert også. Annika vandt let, men jeg var en meget stolt 2′er.

Så er Trans Germany for i år overstået og sikken en oplevelser, der var ALT i løbet af de fire dage løbet gik over. Undtagen sne. Regn: silende, piskende, stille og våd tåge. Solskin og høj blå himmel med smuk bjergudsigt og heppende publikum.

Damefeltet var sindssygt stærk, men det lykkedes Anna-Sofie at blive samlet 4′er og mig 6′er, og det er vi meget tilfredse med. Holdkammerat Milena Landtwing blev 3′er. Der er masser af oplevelser at skrive om og det gør vi i løbet at de næste dage. Indtil da tjek:
www.bike-transgermany.de