I går kørtes anden afdelingnaf den danske Shimanoliga. Og vi var med.

Anna-Sofie var drøn-hurtig trods det tunge mudder og kom ind påen flot andenplads efter Annika Langvad. Selv var jeg ikke helt så hurtig og måtte derfor nøjes med en fjerdeplads efter norske Elisabeth Sveum. Alligevel er jeg rimelig tilfreds. I starten af maj fik vi Rune Larsen som træner og de seneste to uger har jeg trænet hårdt -både flere timer og mere intensivt end det meste af foråret.

Kolding BC havde stablet et fint løb på benene og de er jo i hvert fald ikke skyld i hverken det kraftige regnvejr eller mudderet. De havde sørget for en supergod vaskemulighed og vi kom hjem med rene cykler.

Banen var sjove små jævne (under tørre omstændigheder hurtige) stier, lidt grus og nogle sindssyge nedkørsler, som var rigtig fedtede af mudder.

Anna-Sofie kørte i den flotte nye HMTBK-klubtøj, men det kunne jeg ikke nænne pga ag regnen og smattet. Forhåbentligt får jeg mulighed for at afprøve det i Holstebro på søndag. Hvis vi når hjem fra Tyskland, og hvis vejret arter sig: Det håber jeg!

For Rothaus-Cube er Worldclass marathon i Offenburg et vigtigt løb. Bryggeriet er lokalt og her ved alle hvad Rothaus er. Jeg kom til Offenburg direkte fra Italien, hvor Kristine og jeg havde været på en regnfuld og kold forårstræningslejr. Hele ugen kunne jeg træne i de skønne vinområder og slappe af med min lille familie. Desværre var der også en del heldagsregn….øv…

Da jeg gik i seng aftenen før løbet krydsede jeg fingre for at min søde lille dreng ville lade mig sove uden for mange afbrydelser. Tidligt søndag morgen vågnede jeg udhvilet og parat til en lang dag i sadlen. Jeg begav mig på cykel ret nervøs ned til startområdet. Der stod mange meget dygtige dameryttere i startboksen og jeg begyndte at tvivle lidt på min form. Men som altid besluttede jeg at jeg skulle gøre mit bedste og nyde at køre et stort internationalt marathon.

Da starten gik kørte feltet overraskende langsommere end forventet. Det måtte betyde at min form alligevel var ok. Mine ben føltes i hvert fald stærke og jeg kørte mig hurtigt frem i feltet. Jeg vidste ikke hvor langt fremme jeg var, men da jeg efter ca 10 km overhalede Pia Sundstedt blev jeg meget overrasket. Jeg kom hurtigt forbi hende og følte at jeg blev båret op af stigningerne. Ruten var perfekt til mig, der var 2450hm fordelt på 84km og flere heppende mennesker end jeg har set gennem alle mine etappeløb. Det var fedt. Jeg blev forundret over hvor mange der kendte mit navn, men jeg kørte jo også for et lokalt team…… Eller lidt efter lidt gik det op for mig at mit navn stod med store bokstaver på startnummeret… Pyt kendt eller ukendt jeg følte mig stadigvæk stærk. På den længste stigning lå kørte jeg sammen med Fabienne Heinzmann, det gik rigtig godt men desværre måtte jeg slippe hende og en stor gruppe på de sidste 50hm. ØV jeg begav mig alene ned af bjerget med en lille hale af mænd der heller ikke var kommet med på “Mooskopftoget”. Der var meget grus og jeg måtte trampe godt i pedalerne for at holde fart.
På de sidste 50 km var der kun 3 større stigninger alle kun på 250hm. Det var dejlig overskueligt og jeg havde stadigvæk masser af go fart.
De sidste 10 km inden mål kendte jeg ruten som min egen bukselomme, jeg glædede mig til at køre dem og jeg håbede endnu på at jeg kunne fange Fabienne. Desværre blev jeg i stedet for hentet af Pia Sundstedt der havde haft problemer med en pedal. Jeg gjorde mit for at følge med men en lille krampe i baglåret understregede at Pia er i en klasse for sig. Jeg kørte glad i mål som nr. 5. et minut efter Pia Sundstedt og med 5 minutter ned til min teamkammerat Milena Landtwing.

Nu kender jeg min form og glæder mig til en sæson med så mange tyske marathonløb at der er en lille chanche for at bare lidt af tilskuerne kommer til at kende mit navn.

Podiet i dameklassen. Foto: Billingeracet.se

Søndag blev årets første afdeling i Svenska Långloppscupen kørt i Skövde. Jeg kørte det 81km lange løb for fjerde år i træk, og som sædvaneligt var vejret ikke så fint, men vi slap for regn, dejligt.
Hvad der også var vildt dejligt var at Biketoyz bød på aftensmad og hotelovernatning lige ved siden af “tävlingscentrum” på toppen af Billingen -en 200m høj knold ovenfor Skövde by. Her findes alt fra skilift, langrendsspor, friluftsbad, løberuter og til en kirke og hotellet. Det er et totalt fedt fritids- og motionsområde.

Løbet går primært på single tracks føltes det som, men også på en del grus og skovvej. Single tracks i Sverige er jo masser af rødder, klippestykker og snæver, kringlet sti i blåbærris, og det er vildt fedt og sjovt. I år var det et rigtig hårdt og lidt stressende løb idet jeg fulgtes med en hurtig svensk pige næsten hele vejen. Jeg er godt tilfreds med min andenplads og glæder mig til de sidste fem maratonløb i Långloppscupen.

Vores træningslejr her i Vesio er blevet en noget mere våd affære end vi havde drømt om. Vesio har været vores udgangspunkt for mange sjove og hårde træningslejre siden vi kom her første gang i 2006 sammen med drengene fra HMTBK. Vi har været her igen med klubben, alene bare vi søstre og helt alene en og en. Vi kender terrænet her på den vestlige side af Gardasøen så godt at vi næsten kan træne en uge uden særligt brug af kort. Her er mange højdemeter at køre på både asfalt, grus og svære tekniske stier; og det samme gælder nedkørslerne.

Hotel la Fenice er vores faste base, for det er ikke så dyrt, det ligger perfekt, personalet er venligt og maden er rigtig god. I år kunne vi godt have brugt lidt hjælp til tøjvask og –tørring, fordi vejret har været så dryppende vådt, men den service har de ikke her. Øv!

Nu hvor vi skal af sted på femte træningsdag er det klaret lidt op; skyerne hænger stadig tungt over landsbyen og bjergene, men regnen er holdt op. I går cyklede vi næsten fem timer med kun et kvarters regn. Hvilken luksus.

I weekenden kørta Anna-Sofie og jeg Rocky Mountain Maraton i Italien. Anna-Sofie kørte Ronda Piccolo og jeg kørte Ronda Grande; vi kom begge på en tredjeplads og det er vi meget tilfredse med.

Løbet er en del af aktiviteterne ved Bike Festivalen i Riva ved Gardasøen. Det var første gang Anna-Sofie var med og anden gang for mig. Det var også første gang vores mor og Karlo var med og voresMor skal have stor tak, for uden hende havde det ikke kunnet lade sig gøre.