Så går turen til Italien til året første europæiske maraton. Anna-Sofie, Karlo og Mormor tog afsted med Deutsche Bahn’s nattog til München her til aften, i morgen fortsætter de med italiensk bumletog til Gardasøen, hvor vores tyske hold henter os. Jeg tager samme tur i morgen, fordi min klasse 9d på Johannesskolen laver eksamensopgave i denne uge.

Det skal blive utrolig skønt at komme ned til varmen og bjergene og selvom Karlos Mormor primært er med som barnepige, så bliver det sjovt at vise hende al den virak der er omkring mountainbikeløb i udlandet og Bikefestival er trods alt ret stort. Desuden tror jeg hun vil nyde de smukke landskaber i bjergene vest for Gardasøen.

I hvert fald glæder jeg mig usigeligt til at deltage i endnu et stort mountainbikearrangement og ikke mindst køre Rocky Mountain Marathon, dog kun den halvlange på 84km. Sidste års forsøgpå at køre 107km så tidligt på sæsonnen endte jo i grædefærdig skuffelse, trods en reelt stabil og udmærket indsats.

Det bliver også dejligt at gense vores holdkammerater fra Team Rothaus-Cube og folkene fra CUBE Bikes, især mekanikeren som er så sjove og dygtige.

Det er også Anna-Sofies første maraton (altså endagsløb) siden hun fik Karlo og hun ser selvfølgelig også fremtil at genopleve sammenholdet og hyggen med folkene fra CUBE Bikes.

Vi bliver en uge ekstra og træner højdemeter som forberedelse til Transapl. Korte bukser, solcreme og chip-og-cola på træningsture længere end 4 timer. Ren luksus!

I dag var SIF og Århus 1900 værter for et fint og solrigt arrangement i skovene ved Silkeborg. Banen var sat for et sindsygt hårdt maratonløb med 650 højdemeter på hver af de tre 25km lange omgange. Traditionen tro var Anna-Sofie meget stærk i starten og jeg til slut. Hele turen nød vi det gode vejr, de tørre spor og de syrefremkaldende opkørsler og angst-provokerende nedkørsler. Tænk at man kan køre så fedt mountainbike i Danmark.

At vi overhovedet kunne køre løbet kan vi takke vores far for; han agerede nemlig barnepige/morfar for Karlo under hele løbet, da far-Thomas er i Australien med Racing the Planete.

Anna-Sofie forlænger løbet med både familiebesøg i aften og sponsorbesøg hos Biketoyz i Hornslet i morgen.

Alt i alt var dagens kilometer den bedste optakt til næste weekends Bike Festival med tilhørende maratonløb i Riva del Garda.

I dag gik turen til Vejle, hvor jeg kørte et kort XC-løb mest for træningens skyld, men også for at vise flaget i Danmark -på cykle, altså! Sidste søndag tog jeg ligeledes turen til Møn, men fik kolde fødder da jeg så hvor mudret det var.

I dag var ruten super deluxe, det var hårdt og stejlt opad og vildt stejlt nedad. Derimellem fandtes der to lange grusstykker, hvor man kunne hvile lidt eller hente, hvis man var frisk. Mit løb gik ok; Cape Epic sidder stadig i kroppen og benene var måske nok lidt stive efter de sidste to ugers helt træningsfri. Jeg kan også mærke at jeg ikke er så hurtig, men nu begynder intervaltræningen, som jeg har sjoflet på det kraftigste i vinter.

Vejret var meget fint og ruten helt tør og dejlig. Solen kiggede frem og hverken sko eller cykel var beskidte efter løbet. Kroppen er i gang igen og nu glæder jeg mig til den kommende uges træning sammen med Anna-Sofie. Hun holdt familieweekend i denne weekend, men om to uger stiller vi begge til start til sæsonnens første danske maraton i Silkeborg -juhuu, jeg glæder mig!

Så blev sæsonnen skudt i gang. Og hvilken god start! Inden vi tog afsted var vi lidt usikre på formen, for vi følte os ret trætte de sidste to uger inden løbet. At vi ikke er i topform, men derimod i rigtig god grundform kan man også læse ud af resultatlisterne. De to første etapper blev vi sat godt og grundigt, men da løbet på tredjedagen gik ind i sin anden fase og man i højere grad kører på sin grundstyrke end sin hurtighed, ja da slog vi til.

I løbet af de otte etapper havde vi ingen problemer overhovedet med cyklerne, selv benene, vores rygge og numserne holdt vi skade- og slidfri. Faktisk føltes de som om vi havde alle problemerne inden løbet; trætte kroppe, cykler som ankom med posten fra Team Rothaus-CUBE i Tyskland onsdag kl 11, dvs. fem timer inden vi kørte til lufthavnen, samt at min ramme ved ankomsten havde fået en tommelfingerbred revne.
Vild panik!! Men det løste vores gode ven Udo Böltz i telefonisk samarbejde med CUBE-mekanikeren Frank hjemme i Waldershof i Tyskland. Tak for det!

Løbet føltes som et rigtig solidt og formforbedrende træningsløb; konkurrencen var ikke så hård som til sommerens europæiske etappeløb, så der var ingen gråd og kvalme under løbet (det kom først i lufthavnen i hhv Cape Town og København). Desuden har ugen herefter været præget af træthed i hele kroppen og ingen af os kørte heller Shimanoliga ved Møns Klint til trods for at vi begge var tilmeldte.

Til slut tak for ALLE fantastiske opmuntrende sms’er, som vi modtog før, under og efter løbet. De giver virkelig energi til krop og sjæl!