Damepodie: Alexandra Engen (S), Annika Langvad (DK) og mig (Foto: Tak til Anders Juul)
Kr. Himmelfart afholdt Varde Cykelklub anden afdeling af Apfossligaen i Sdr. Grusgrav. Banen var mega fed med masser af udfordringer både op og ned til trods for kun 70hm pr. omgang. Der var indtil flere drop, træstammer som skulle forceres opad bakke, store sten nedad bakke og andre store sten opad. På træningen dagen før var der lutter glade ansigter og det gentog sig på selve løbsdagen.
Vejret var usansynlig smukt og det var fedt at se drengene køre mens vi ventede på præmieoverrækkelserne. Både på herre- og damesiden var der kamp om pladserne, da både svenskere, nordmænd, finner samt et par tyskere havde lagt vejen forbi Danmark.
Fredag nåede jeg en smut forbi Blåbjerg Plantage og det fede MTB-spor dér, som jeg prøvede for første gang. Senere på dagen kørte jeg til Kolding og fik et par træningsrunder på den meget hårde bane med sindssygt mange højdemeter og stejle jordnedkørsler.
MTB Kolding stod i dag for et super godt arrangement med mange publikum og dejligt vejr. Der var endda lidt mudder på banen, hvilket er flot klaret med alt det gode vejr, vi har haft. Hvad Varde-banen havde i fun factor havde Kolding-banen i lidelsesfaktor. Man kunne ikke klare sig med smil og MTB-glæde som i Varde, her skulle der virkelig arbejdes med lårbasserne.
Tak for to gode arrangementer, hvor jeg sluttede som 3′er efter henholdsvis Annika Langvad og Alexandra Engen samt Alexandra Engen og Elisabeth Sveum.
Stort smil på løbet første omgang (Foto: www.jensigne.dk)
I søndags blev der kørt MTB Challenge i Gribskov og for en gangs skyld var de 90km faktisk en udfordring. Vi kørte tre omgange på en rundstrækning på godt 30km. Der var mest singletrack, hvoraf visse partier var ret tekniske og andre gav bedre “flow”.
Allerede 40 minuter inde i løbet måtte jeg af og pumpe baghjulet med en af mine to luftpatroner og derfor sprang jeg i feed zonen til min taske efter en almindelig pumpe, hvis nu lækken skulle fortsætte. Min anden luftpatron brugte jeg på startlinjen, så mit forhjul var lige en tand for fladt. Man kan vel sige at jeg var lovlig uforberedt til løbet.
Til gengæld fik vi lov til at køre rigtig længe. I 2009 kørte jeg også løbet på en mega fed knastør bane og en tid på 3.51t. Jeg vidte jeg var i ringere form end da og banen var virkelig smattet og våd i år, så jeg havde regnet med en tid på 4.15 max. Derfor var jeg også næsten græde færdig, da det gik op for mig at første omgang havde taget 1.35t og der stadig var to tilbage. I feed zonen mellem anden og tredje omgang silede regnen ned og det krævede viljestyrke at tæske ud på sidste omgang. Heldigvis fik jeg selskab på den omgang og endda hele vejen ind i mål på trods at af jeg nærmest gik i stå på de sidste ti kilometer.
Det var rigtig fedt at komme i mål og hjem i seng!
Sidste lørdag gjorde jeg min triathlon-debut, denne weekend blev det præmiere på landevejen. Og sagt meget diplomatisk, så er det ikke lige min kop the!
Lions Club i Ganløse stod for rammerne og det gjorde de godt. Der var over 500 tilmeldte i motionsløbet, som bestod af fire runder, hvoraf to gik nordpå og to gik sydpå. Man kunne vælge at køre 1-2-3 eller 4 runder og vi havde valgt at køre fire, hvilket svarede til 116km.
Vi blev sendt afsted kl. 9.00 med et “startkort” i jersey-lommen med startnummer på den ene side og rutekort på den anden. Vi startede stille ud, men efter de først kilometer kørte jeg frem til en lille gruppe foran os. Desværre kørte vi forkert og blev indhentet at gruppen, hvor man så kunne ligge et par kilometer og samle kræfter. Efter de to nordgående runder ville jeg gerne stå af, men blev overtalt til at køre tredje runde også. Og så stod vi af.
Måske var jeg i for dårlig form og missede derfor frontgruppens action og taktiske overvejelser ellers ved jeg ikke. Det var slet ikke sjovt og der skete ikke rigtig noget. Men det var fedt at mine hvide sko ikke blev beskidte!
Øverst på podiet i Tisvilde (Foto: Kim Holst)
Onsdag aften var der motionsløb i Tisvilde og traditionen tro var både rute og kagebord helt i top!
Der var masser af single track, men samtidigt muligheder for at overhale. Vi kørte på både genkendelige spor og -i hvert fald for mig- nye spor og trods regnen i dagene op til løbet, så var der kun mudder to steder på ruten. Alligevel lykkedes det mig at styrte to gange (på samme sted) og endda tage en rytter eller to med i faldet.
De seneste uger har jeg ikke cyklet meget, så det var totalt fedt at være i stand til at presse sig selv maksimalt, køre om kap med dem foran hele vejen og øge gennem næsten hele løbet. Det var virkelig fedt at komme i mål og føle at man havde kunnet give fuld gas og hive efter vejret hele vejen og ikke bare kørt på overlevelse og trætte ben.
Mit team Hansens Flødeis kunne bryste sig af ikke bare en, men to podiepladser denne gang. Flemming Therkelsen var på podiet i klassen “Mænd i deres bedste alder” og det gav vist “mersmak” som de siger i Sverige. Pas på derude!
Tak for et godt løb til Stimerol drengene!
HS Tri afholdt i lørdags et motionstri-løb, hvor distancen var en tiendedel af en Ironman; 400m svømning, 18km cykling og 4km løb.
Det er første gang jeg prøver kræfter med triatlon, men bestemt ikke første gang jeg har været fristet. Min svenske ex-kæreste Clas Björling har dyrket meget triatlon og jeg var tit med ude til stævner med ham. Nu var det så min tur, da den korte distance med kun 4km løb ikke afskrækkede en rookie som mig.
Svømningen blev min yndlingsstil: Svanehals, som udmærker sig ved at være mulig uden både svømmebriller og næseklemme samt mental og fysisk overskud. Jeg svømmede ud i sidste heat (vist nok fordi jeg eftertilmeldte mig) og var derfor den absolut sidste oppe af bassinet (11.10 inkl. veksling), den næstsidste var oppe, da jeg manglede 100 meter. Ærlig talt var det lidt hårdt at håndtere!
Vekslingen til cykeldelen var svære end forventet. Det er nærmest umuligt at få cykelbukser trukket på våde ben, og pludselig forstod jeg hvorfor mange drøner afsted i sjaskvåde heldragter. Cyklingen gik heldigvis bedre end svømmedelen (29.43 inkl. veksling), selvom jeg på ingen måde overhalede så mange, som jeg havde forstillet mig og drømt om. Vi blev til svømningen sendt afsted 6 ad gangen med 3-minutters mellemrum, men i mit og sidste heat var vi vist bare 3 eller måske 4. Derfor overhalede jeg mest børn og seniorer, men det var FEDT at overhale under alle omstændigheder.
Løbedelen gik bedre end forventet (18.19 inkl. veksling) og jeg overhalede måske en håndfuld deltagere, hvilket er motiverende for at give alt hvad man har. Jeg sluttede på 59.12, hvilket faktisk kun er knap to minutter langsommere end bedste dame og kun to sekunder langsommere end nummer tre. Min svømmetid var den ubestrideligt langsomste til gengæld var min cykeltid (meget overraskende) den hurtigste.
HS Tri leverede et fint stævne med virkelig morsom speak til infomødet inden stævnestart og jeg har bestem fået blod på tanden til flere motionstri-stævner. I morgen går turen til svømmehallen, så jeg kan få lært at crawle!
Mix-podiet: Team Hareskoven-Hansens Flødeis-HMTBK (Foto: Bo Skakke)
I lørdags holdt Hustlerne et 12-timers MTB-løb ved Isterød Højskole ved Hørsholm. Jeg var med for første gang, mens mit hold Hansens Flødeis var med for anden gang. Vi havde to herrehold og et mix-hold bestående af mig samt tre hurtige nordmænd.
Vejret var helt fantastisk med sol, varme og blå himmel hele dagen. Banen var næsten ligeså fantastisk; rigtig sjove singletracks, næsten ikke bakker og tilskuere både langs banen og i målområden. Eneste lille minus var at det var meget svært at overhale (og sikkert også at blive overhalet). Ellers var set up’et superlækkert med musik, expo-område, lækker forplejning og fed stemning.
Anna-Sofie var med som hepper (Foto: Bo Skakke)
I Hansens Flødeis-lejren var humøret også højt og vi var dagen igennem velsignede med en stor skare af dedikerede heppere og støtter, som bestod primært af koner, kærester, børn og andre dejlige familiemedlemmer. De fik is og vi fik stjernestatus. Og nogle fik til sidst lidt ondt i ørene, fordi den schweiziske koklokke blev svinget til den store guldmedalje.
Vores herrehold endte på en flot 25. og 39. plads, hvor det lige skal tilføjes at det ene hold kun havde tre ryttere. Stor respekt! Mit mix-hold var ramt af både styrt, hjernerystelse og feber (og en lillebitte smule dårligt humør) og det til trods, så trak vi det længste strå i en lang og meget spændende kamp mod Team Hareskoven Mix 1 Stor respekt!
Så kom solen og de dejligt tørre spor til Danmark. Det føltes som om vinteren var vældigt lang, men man glemmer det hurtigt efter to uger med solskin.
April måned har allerede budt på vigtige løb: DCU i Vejle, Bundesliga i tyske Münsingen og senest Apfossliga’ens første afdeling i Århus.
Fællesnævneren for alle tre løb var travlhed og træthed. Det er en udfordring at kombinere to fuldtidsjob og er udfordringen for stor, så opdager man det oftest selv temmelig sent. I løbet af foråret har jeg sat træningsindsatsen op, når jeg følte mig langsom; det har ikke rigtig hjulpet og nu prøver jeg det modsatte og håber på at det giver pote, når jeg får min World Cup-præmiere i Offenburg om tre uger.
Påsken tilbragte jeg ved Gardasøen. Det blev et par fede træningsdage med en masse højdemeter. Opad var det hårdt, men fedt at teste at 2-speed fungerer fint, også når jeg er træt. Nedad savnede jeg selvfølgelig Sindsyge Søs (Anna-Sofie), men det var fantastisk at gense “vores spor”, og smil, kluklatter og eufori var umuligt at holde inde. Vores smukke landsbyidyl i Vesio var byttet ud med Varones italienske virvar; det gav flere højdemeter (godt) og varmere temperaturer, men mindre afslapning og mental afkobling. Men, men, men, når man er vant til at træne og arbejde, så er ren træning luksus -nærmest ligegyldig hvor det foregår.
Næste projekt er Hustlernes H12, hvor Hansens Flødeis stiller med hele tre hold og jeg skal bidrage på mix-holdet. Det bliver sjovt og sikkert lidt hårdt, for den hurtigste må kun køre to omgange mere end den langsomste (mig), og hvis han kører sine omgange på 10 minutter og jeg mine på 20 minutter, så kommer jeg til at sidde nogle timer i sadlen.
PYT! Min spritnye CUBE Elite HPC SL i teamfarver kører som en drøm!
DK’s fedeste forårsklassiker står der på Slagelse MTB’s hjemmeside, og det har de faktisk ret i!
Jeg deltog i dag for tredje gang og igen var vejret smuk sol, ikke for koldt og tørt.
Banen er super-fed! Man kører en, to, tre eller fire omgange på en 19 kilometer lang bane. Det første og sidste stykke er hard core single track. Faktisk bevæger man sig op og ned og frem og tilbage på to forskellige bakker og det er mega hårdt og rigtig udfordrende. Der er rødder overalt, snævre sving, stejle opkørsler og tekniske nedkørsler. Resten af banen er hurtige grusveje, smalle hurtige skovstier og et par tekniske opkørsler i muld. Nå ja, så er der lige to djævelske stejle opkørsler -igen på samme bakke- til sidst. Så er man ligesom færdig.
Løbet er virkelig velorganiseret. Banen er fint mærket op og der er to depoter. Desuden er der et kæmpe kage-og-kaffe-bord til sidst. Der bliver speak’et i målområdet gennem hele løbet, og det er fedt og meget motiverende at høre sit navn blive råbt op, inden man tramper videre ud på næste omgang.
Præmierne er i en klasse for sig; der er store pengepræmier til første-, anden- og tredjepladsen i dame, herre og H40 samt gaver til vinderne af de øvrige klasser. Desuden er der bunkevis af alle mulige (og umulige) lodtrækningspræmier; nogle cykelrelaterede, andre overhovedet ikke, men allesammen meget lækre.
Jeg fik lift med Hansen Is-bilen til løbet og det er altid en oplevelse med røverhistorier ad libitum. Vel fremme blev det desværre kun til 12 munitters opvarmning, så igen var jeg dødlangsom i starten af løbet. Halvvejs rundt på først omgang blev jeg hentet af Hansen Flødeis-toget, som jeg pustende og hivende efter vejret kørte med til det fik motorstop. Det gjorde Rikke Kornvig så til gengæld ikke, og hendes baghjul nåede jeg at se rotere en milliard gange inden benene endelig svarede og jeg kunne trampe i mål. Meget glad og ydmyg og overrasket, for jeg troede ærlig talt ikke på det hele vejen.
Glad i mål gik turen rundt om kagebordet med mangen god sludder med MBT-godtfolk fra nær og fjern -inden jeg rullede mod Ringsted, hvor min far holdt house warming med endnu et kagebord. Længe leve den stærke vestenvind!
Og tak til Slagelse MTB for endnu et super arrangement!
I mål efter første etape i Cordoba
Nu er det efterhånden to uger siden jeg kom hjem fra Spanien; alle ømme muskler føles stærke igen, de blå mærker er næsten forsvundet og lysten til at kører sig selv i smadder er vendt tilbage! Skolearbejdet -diktater, læseprøver, fransk afleveringer og stile som havde hobet sig op mens jeg var væk, er rettet og leveret tilbage til glade, overraskede og skuffede elever. Og der er tid til refleksion over sæsonens første etapeløb.
I løbet af de seks etaper kørte vi nærmest i alle slags terræn. De første dage var præget af mindre klatringer på stenede og teknisk svære stier og “fire roads”, afløst af åbne komarker og olivenplantager, bugtende og svingende stier i tæt buskads, større og mindre vandløb som skulle forceres samt fede, udfordrende nedkørsler -enten stejle eller stenede. Underlaget var oftest meget tørt og forhjulet skred let ud i det løse, fine grus. Senere i løbet -dagene omkring Jaen- blev både stigningerne og nedkørslerne længere. Klatringerne blev tekniskt enklere -ofte på asfalt eller grus, mens nedkørslerne blev smallere: stenede vandrestier med snævre hårnålesving, drops og større sten, fantastisk panoramaudsigt og optimal køreglæde. Etapen fra Cordoba til Jaen var løbets længste (118 km) og foregik primært på en nedlagt jernbane, som bugtede sig gennem landskabet med små stigninger, jernpæle midt i vejen, som man skulle vogte sig for og mere eller mindre nærværende modvind. På alle de over 60 km sad jeg -klistret til Sallys hjul- med en ambivalent følelse af kedsomhed og lettelse over at det ikke var helt ulidelig hårdt. Sally gav i den grad gas og at holde hendes hjul var en præstation mange mænd ikke orkede. Etapens slutning var en længere stigning på letkørt grusvej efterfulgt af en nedkørsel som var megasjov og ret udfordrende efter næste 5 timer på cyklen. Vi måtte huske hinanden på at tage det roligt, køre fornuft og sikkert og nyde udsigten i det åbne landskab med lave kratagtige buske og smukke gule blomster. Sidste nedkørsel var stejl som bare fanden og Sally nåede præcis at råbe: “Get of your bike, Kristine”, inden jeg kørte ud over. Det er ret nervepirrende at holde koncentrationen og sin linje med sådan en kommentar i baghovedet, og det var også med mere held end forstand at jeg kom ned i et stykke.
Vores samarbejde gik i øvrigt over al forventning. Sally Bigham er englænder og vi mødte hinanden første gang i 2009, hvor vi begge kørte vores første internationale maratonløb til Bikefestivallen i Riva. Begge havde vi i hvert fald nerverne udenpå, da hun først styrtede lige på hovedet på en stejl nedkørsel præcis foran mig og senere efter en hektisk jagt bogstavlig talt over stok og sten trak fra på en middelsvær asfaltstigning. Siden har vi begge kørt maraton- og etapeløb internationalt, men mens hun tidligere arbejdede ved siden af og jeg cyklede på fuld tid er rollerne nu byttet om og hun ankom til Spanien brun og stærk efter næsten 8 ugers træning på de Kanariske Øer. Heldigvis havde jeg noget mere etapeløbserfaring end hende. At være fysisk svagere, uerfaren og vintertung havde jeg nok ikke kunnet håndtere. Men vi var dygtige og ærlige til at fortælle om vores forskellige forcer og svagheder og ud over det, så er Sally enormt sjov og vi havde det virkelig skægt undervejs.
Humøret er højt -både makker og terræn er i topklasse
Løbets organisation var -især når man medregner at de først begyndte at planlægge løbet i november- god. Vi boede på to forskellige hoteller, hvor de havde arrangeret frokost- og aftensbuffet samt massage og expo-område. Man skal lige vænne sig til de spanske spisetider, som føles ret sene for en træt cykelrytter og den -sikkert også- spanske tradition for at aftale et mødetidspunkt og så først mødes en halvtimes tid senere. Flere morgener kørte vi lange neutraliserede starter, som gik rimelig fornuftigt uden styrt og kaos, men jeg savnede at få lov at køre min egen planlagte opvarmning. Vi var i den heldige situation at Sally havde sin kæreste Dave med og mens vi bare cyklede 5 hårde timer om dagen, så knoklede ham i ti. Han vaskede cykler, skiftede dæk, smurte kæder og kabler, hentede take away-mad og cola, langede flasker langs ruten og sørgede for at vores tøj kom på vaskeriet. Altid med et smil og en glad bemærkning. Det var virkelig luksus!
Vejret var meget fint. De første dage strålende solskin, blå himmel og op imod 20 grader. Derefter koldere, men stadig med blå himmel og sol. Femte etape startede 700 m.o.h. og på frysepunktet, men stadig i strålende sol, og det gør virkelig løbet til en helt suveræn oplevelse for os skandinaver, som er vant til overskyet og gråt vejr. Vi skal bare huske vores vintertøj og ikke blive snydt af det kolde solskin, for så kan etaperne blive en isnende ubehagelig oplevelse. Sidste etape startede lunt, men på vej op til 1300 m.o.h. mødte vi både regn, slud og sne og næsten 15 hold udgik denne dag, fordi det var for koldt at køre ned i mål.
Andalucia Bike Race tør jeg godt spå en fin og fremragende fremtid. Det ligger godt både for eliten og for motionister. Det er indenfor Europa, vejret er fint og sporene er helt suveræne. Det kan køres både som “hard core” etapeløb i fuld fart, hvis formen er til det, men ellers som en fed træningslejr, hvor der er nye lækre, sjove og udfordrende spor hver dag uden man skal have hverken GPS’en eller kortet frem.
Hvilken FED, FED dag! Sejr, verdens bedste partner, super deluxe langningsservice, solskin og spor uden lige!
Banen var meget teknisk og helt utrolig sjov! Stenede op- og nedkørsler, bløde sving mellem træer og en masse vandpassager.
Vi glæder os helt vildt til i morgen og jeg er overbevist om at dette løb vil blive meget populært i fremtiden!
